Danmark på vilde veje

Kronik af: Johannes Wilm

Skrevet den 8. november til det norske webcommunity www.underskog.no.
Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Oversat af: Espen Stegger Ledaal

Foto/ill: www.arneanka.com

Følgende skrev jeg i morges som en kommentar på det norske netværkssite Underskog.no, men det kan også læses enkeltvis.
Det handler om grunden til at Danmark er kommet på "avveje". Grundpremisserne fra Modkraft.dk og Information er en forflytning mellem intellektuelle og arbejderklassen som ikke var der tidligere.

Sært lille land
Danmark er ikke lige populær i hele verden. Hmm, Danmark ja. Sært lille land det der. Altså uden at kunne underbygge dette med klare fakta ville jeg tro at det står værre til i Danmark end det gør i Norge. De "intellektuelle" i Danmark har stort set ingen forbindelse til den manuelle arbejderklasse, men det er vel det samme i Norge og ikke så afgørende. I modsætning til for bare et par årtier siden, er gruppen af universitetsfolk derimod meget større, så de nu faktisk udgør et målbart vælgerpotentiale. At der ikke er særligt meget forbindelse betyder derfor ikke samme mængde elitisme som tidligere.

Tosidigt problem
Nei, jeg vil tro at problemet ligger to steder:

1. Socialdemokraternes ideologiske lederskab har spillet fallit. Socialdemokraterne har som i næsten alle andre lande for længe siden vinket farvel til de intellektuelle. Delvis på grund af holdningerne rundt verdenskrigene, delvis på grund af NATO efter krigen. Men hos de manuelt arbejdende har de fortsat udgjort en slags lederskab. Det betyder ikke at de nødvendigvis stemte socialdemokratisk, men at de målte sit parti op imod socialdemokraterne i forhold til krav, moral, etc. . Men efter Schlüter-regeringens (V og K), afgang i 1993, på grund af Tamilsagen, havde Socialdemokraterne stoppet helt med at lave egen politik, selv om de sad i regering. Ting fortsatte som før under Poul Nyrup Rasmussen. Og endnu værre er, strategien overfor Fremskridtspartiet (startet af Mogens Glistrup, senere Pia K’s Dansk Folkeparti), var at man sagde de ikke var stuerene, samtidig som man overtog mere og mere av deres retorik i udlændingespørgsmål. Til slut betød dette at Socialdemokraterne ikke længere fremstod som andet end en dårlig kopi av Dansk Folkeparti. Hvorfor så ikke stemme på originalen i stedet?
I dag kan jeg stadig væk ikke se at der er nogle særlige hjerner hos Socialdemokraterne, der formår at definere egen politik. Svend Auken er blevet sat på sidelinien for længst og Thorning-Schmidt ved jeg ikke hvorfor ikke selv er medlem af DF.

2. Danmark er blevet meget lille. Det startede stort for omkring 200 år siden. Island, Norge, Grønland, Færøerne, Slesvig-Holsten og så selve landet, alt var del av Danmark. Administrationen i København blev gennemført tosproglig, med "det tyske kanseli" som administrationsvæsen for Slesvig og Holsten. Ud over det fandtes der specialaftaler med de nordafrikanske pirater som tilnærmet gav eksklusive rettigheder til handelen over havet. Danmark var et multi-kulturelt og imperialistisk mini-imperie. Siden den gang er det gået nedenom og hjem. Først tabet af Norge til Sverige, så Slesvig og Holsten til Prøysen, så Island til selvstændighed. De sidste par år har Grønland og Færøerne så forhandlet sig frem til mere og mere autonomi.
Men Danmark var fortsat "stort" indtil for ganske nylig. Jeg husker at da jeg vokset op som nær observatør, blev der stadig gjort stor forskel ud af om du kom fra Jylland eller sjælland eller endda det eksotiske Bornholm, (selv klarede jeg at placere mig i kategorien København/Sjælland på samtlige sommer- efterårs- og forårs-lejre ved nøjagtig efterligning av K-accenten samt urban jargon, med den store hemmelighed om at jeg egentlig boede i 2300-indbygger landsbyen, Schuby/Skovby i Tyskland). Og denne størrelse havde noget at gøre med fremkommeligheden. En påske tog jeg min cykel fra Schuby til København, og det tog to hele dage. Men også med bil tog det den gang godt og vel en dag fra Schuby til forældrenes sommerhus i Vestsjælland. Først var der færgen Gelting-Fåborg, så et par timers Fyn, så færge igen på strækningen Nyborg-Korsør. Et land hvor hovedstaden og den halve befolkning var på en ø som kun var forbundet med resten af verden via færger, kunne tvinges i knæ med påskestrejken i 1985. Men hvad er sket nu?
Jo, storebæltsbroen er bygget, (og den står der indtil Al Qaida fjerner den igen) og Øresundsbroen er kommet til, og det tar nu kun 3,5 time fra Flensborg til Malmö, når jeg skal fra Schuby til Oslo eller omvendt. Man kan bo på Fyn og arbejde i København. Det "eksotiske" Bornholm, som man indtil 90’erne skulle tage en hel nats bådtur for at komme til, kan man nu nå via hurtigekspres gennem Sverige på 3,25 timer.
Danmark er blevet et miniput-land og ud av denne neurose af at være landsby har enhver forståelse for afvigelse forsvundet. Tidligere var man jo klar over at andre dele af landet simpelthen var anderledes og at folk tænkte og opførte sig forskelligt. Men nu skal alt der er anderledes væk/fjernes/dræbes, uanset om der er snak om ungdomshuset eller indvandrere.

Danmark er lidt sådan worst-case scenario for os i Norge. Rune Gerhardsen (red. Anm: Arbeiderpartiet, de norske socialdemokrater) startede nok lidt af den samme strategi overfor Fremskrittspartiet (norsk DF) i 90’erne, men den slags ting er heldigvis langt væk nu på det ideologiske plan. At Bjarne Håkon Hanssen (Norges beskæftigelsesminister) fortsat kører noget af den linje sådan rent realpolitisk, kan vise sig at være en fejl af dimensioner for Arbeiderpartiet. Og på en måde er det heldigt at Danmark er så svagt, ellers ville der nok ikke være langt til diverse kolonieventyr på egen hånd. Nogen med et lidt større perspektiv burde virkelig sætte sig ned og prøve at rydde op der nede. Jeg selv har stadig problemer med at tage til Danmark udenfor bestemte kredse i København, snakke med folk uden at få en kvalme-fornemmelse i løbet av bare et par dage. Men nogen uden forhistorie kan måske bedre omgås det danske og være positiv/konstruktiv i sin tilnærmelse.